Holbæk har fået en ny forening, som vil kæmpe for at
bevare det maritime miljø i og omkring den gamle havn og
fiskerihavnen.
Foreningen hedder 'Forum for Gamle Havn i Holbæk'. Den
er en udløber af det succesfulde arrangement Store
Havnedag 12. maj i år, hvor flere tusinde interesserede
besøgte havnen for at se de mange foreninger med
tilknytning til vand og havnen, som demonstrerede deres
aktiviteter.
Den nye forening har også rødder i det snart to år gamle
åbne netværk af samme navn, som gennem møder og oplæg
til Holbæks byråd har kæmpet for miljøet omkring Gamle
Havn.
Foreningen 'Forum for Gamle Havn i Holbæk' blev stiftet
tirsdag 18. september 2007, og dens første bestyrelse
afspejler bredden i den interessegruppe, den udspringer
af: Der er repræsentanter for Fiskerihavnens Bådelaug,
Skudelauget, Holbæk Træskibslaug, Holbæk Museums lodsbåd
KDL, samt brugere af og naboer til Gamle Havn.
'Det maritime miljø omkring havnen er unikt. Det er
værd at slås for, og det er der opbakning til her i
byen, det viste blandt andet interessen for Store
Havnedag. Derfor er der behov for en mere fast struktur,
end det åbne netværk var. Det er grunden til, at vi nu
stifter en forening og inviterer alle interesserede til
at melde sig ind', siger den nyvalgte formand Merete
Ettrup.
Hun understreger, at foreningen netop vil være et forum
for debat om havnens fremtid, og at det er vigtigt, at
alle interesserede bakker op, fordi det vil give
slagkraft i forhold til kommunens og DGI's planer.
|
Den nye næstformand, Preben E. Nielsen, tilføjer, at
foreningen også er et vigtigt organisatorisk skridt hen
imod et af ønskerne: At det bliver muligt fortsat at
bruge beddingerne og værftsbygningerne på kommerciel
basis til gavn for havnens træskibe og for træskibe
udefra.
Det fremgår også af foreningens formål, der er nedfældet
i fire punkter:
- At arbejde for bevarelse af Holbæk Gamle Havns maritime
miljø.
- At medvirke til, at værftsbygningerne og beddingerne
fortsat er til rådighed på et kommunalt ejet område for
havnens og områdets træskibe og lignende.
- At fastholde og udvikle livet og atmosfæren i den gamle
havn, samt medvirke til at udbygge aktiviteterne med
diverse kultur-og oplevelsestilbud til glæde for byens
borgere og turister.
- At medvirke til dialog og debat ved formidling af
information og synspunkter via netværket
www.gammelhavnforum.dk, der fortsætter som hidtil og
stadig er frit tilgængeligt for alle interesserede.
Man kan som nævnt læse mere her på
www.gammelhavnforum.dk, hvor man også kan studere
foreningens vedtægter og melde sig ind i den nye
forening. Kontingentet er sat til 50 kr. pr. næse, 300
kr. for virksomheder og 150 kr. for foreninger. |